Den måde, familier taler om rigdom, sikkerhed og muligheder på, siger ofte lige så meget om deres værdier som om deres bankkonti.
Klasseforskelle viser sig ikke kun i biler, huse eller ferier.
De viser sig også i de ord, vi bruger.
Vores sprog afspejler vores antagelser om, hvad der er »normalt«, hvad der er ›nødvendigt‹ og hvad der er »latterligt«.
Når familier, der konstant skal lægge budget, taler om dem, der har større økonomisk komfort, kan samtalen være kompleks.
Nogle gange er det beundring.
Nogle gange er det vrede.
Nogle gange er det en blanding af begge dele.
Her er ti almindelige sætninger, der har tendens til at slippe ud – og hvad de afslører under overfladen.
1. »Det må være rart.«
Denne sætning kan virke harmløs, men den er fyldt med underforstået betydning.
På overfladen er det bare en observation.
Under overfladen er det en cocktail af misundelse, frustration og stille vrede.
Når nogen siger »det må være rart« om en ferie, renovering af huset eller privatskoleundervisning, siger de i virkeligheden »Det er så langt uden for min rækkevidde, at det føles som et andet univers.«
Det ironiske er, at for en familie i den øvre middelklasse kan disse ting føles normale – eller endda hårdt tilkæmpede.
Det er en påmindelse om, hvor forskelligt to grupper kan opfatte den samme udgift.
2. »De har sikkert arvet det hele.«
Det er rigtigt, at generationers formue spiller en stor rolle i klasseforskelle.
Men at antage, at alle personer i den øvre middelklasse har fået deres status serveret, overser kompleksiteten i, hvordan mennesker opbygger økonomisk sikkerhed.
For familier, der lever fra løn til løn, kan tanken om langsomt at opbygge opsparing, investeringer og ejendomme føles abstrakt eller endda umulig.
Så det er lettere at forestille sig, at nogen simpelthen startede foran.
Selvom dette undertiden afspejler virkeligheden, kan det også afvise den indsats og de ofre, der er gået med til at opretholde den livsstil.
Det er en sætning, der afslører, hvor langt de to oplevelser egentlig er fra hinanden.
3. »Jeg ville alligevel ikke ønske al den stress.«
Denne sætning lyder som en afvisning af rigdom, men ofte handler det mere om selvbeskyttelse.
Når økonomisk tryghed føles uopnåelig, hjælper det at omformulere det som uønsket for at lette smerten.
Det er en måde at sige »Ja, de har mere, men de er ulykkelige, så måske har jeg det bedre.«
Den øvre middelklassefamilie kan faktisk være udsat for stress – realkreditlån, universitetsfonde, jobs med højt pres – men det er en anden form for stress end at spekulere på, om man kan betale næste måneds elregning.
For en person, der lever fra løn til løn, kan det virke som om man minimerer deres kamp.
For ikke al stress er skabt ens.
4. »De smider bare om sig med penge.«
For en familie, der budgetterer omhyggeligt, kan visse forbrugsvaner virke ekstravagante eller endda uforsigtige.
At betale ekstra for økologiske dagligvarer, ansætte en rengøringshjælp eller tilmelde børnene til flere fritidsaktiviteter kan se ud som om man »smider om sig med penge«.
Men for den øvre middelklassefamilie betragtes dette ofte som standardudgifter – investeringer i sundhed, tid eller børnenes fremtid.
Forskellen ligger i perspektivet.
Hvad der føles som overflod for den ene familie, kan føles som en nødvendighed for en anden.
Denne sætning understreger, hvor usynlige klassens normer kan være, indtil de bliver sagt højt.
5. »De tror, de er bedre end alle andre.«
Denne udtalelse afspejler normalt mere talerens følelser end den øvre middelklasses faktiske adfærd.
Den kommer af en følelse af at blive bedømt – eller en forventning om at blive bedømt.
Selvom ingen siger noget eksplicit, kan subtile signaler som tøjmærker, feriebilleder eller karriere titler udløse følelser af mindreværd.
Ved at fremstille den anden gruppe som arrogant genvinder taleren en følelse af værdighed.
Det er et defensivt træk, men det fordyber også kløften.
For når man først antager, at nogen »tror, de er bedre«, bliver det næsten umuligt at skabe en ægte forbindelse.
6. »Jeg har ikke brug for alle de fancy ting for at være lykkelig.«
Lykke kræver ikke rigdom, men denne sætning afslører ofte en spænding mellem begær og fornægtelse.
Familier, der lever fra løn til løn, værdsætter måske virkelig enkelhed.
Samtidig kan de også længes efter visse bekvemmeligheder, som de ikke har råd til.
Ved at afvise disse bekvemmeligheder helt, undgår de at konfrontere smertefulde følelser af længsel eller utilstrækkelighed.
For den øvre middelklassefamilie kan dette lyde nedladende – som om deres indsats og ofre bliver bagatelliseret.
Begge sider forsøger at beskytte deres selvværd, bare på forskellige måder.
7. »Vi arbejder hårdere end dem.«
Dette er en af de mest almindelige og mest følelsesladede sætninger.
Antagelsen er, at økonomisk komfort er lig med dovenskab eller privilegier.
Men virkeligheden er ofte mere kompliceret.
Mange familier, der lever fra løn til løn, arbejder lange timer i fysisk krævende jobs.
Familier i den øvre middelklasse arbejder måske lige så mange timer, men i roller, der er mentalt krævende snarere end fysisk udmattende.
Når hver gruppe måler »hårdt arbejde« efter deres egne standarder, er misforståelser uundgåelige.
Denne sætning understreger, hvor usynlige arbejdsopdelinger kan være – og hvor let det er for bitterhed at vokse ud af dem.
8. »De forkæler deres børn.«
Forældrerollen er et særligt synligt område, hvor klasseforskelle kommer til udtryk.
Når en familie i den øvre middelklasse giver deres børn nyt tøj, fritidsaktiviteter og uddannelsesmuligheder, kan det se ud som overdrevent forkælelse for nogen med færre ressourcer.
Udefra kan det se ud som om disse børn bliver »forkælet«.
Men inden for familien ses det ofte som en mulighed for at give børnene noget, som forældrene aldrig selv havde.
Denne sætning afspejler en dyb kløft i, hvad forskellige grupper anser for »normalt« kontra »overdreven«.
9. »De behøver aldrig bekymre sig om penge.«
Det er fristende at antage, at økonomisk sikkerhed fjerner alle pengeproblemer.
Men selv familier i den øvre middelklasse oplever økonomisk stress – bare i et andet omfang.
Studieafgift, pensionsplanlægning og opretholdelse af deres livsstil medfører alle pres.
For en familie, der lever fra løn til løn, kan disse bekymringer virke som luksus sammenlignet med den umiddelbare stress ved at betale husleje eller købe ind.
Denne sætning afslører, hvor let det er at fortolke andres virkelighed forkert ud fra sin egen.
10. »Folk som os vil aldrig få den slags liv.«
Denne sætning er måske den mest afslørende af alle og taler om grænser – både reelle og forestillede.
Den afspejler en tro på, at rigdom og komfort tilhører andre mennesker, ikke »folk som os«.
Denne tankegang kan blive selvopfyldende.
Når man tror, at noget er umuligt, er man mindre tilbøjelig til at tage skridt i den retning.
For øret hos den øvre middelklasse kan denne sætning lyde defaitistisk eller endda trist.
Men for den, der siger det, er det blot en erkendelse af de barrierer, de står over for hver eneste dag.
Det større billede
Disse sætninger er ikke bare ord.
De er vinduer ind til de skjulte følelser og antagelser, der former vores opfattelse af os selv – og andre.
Familier, der lever fra løn til løn, bruger ofte sproget som en form for beskyttelse, humor eller solidaritet.
Familier i den øvre middelklasse gør det samme, bare med andre ord og andre frygt.
Når vi lytter nøje, indser vi, at under overfladen kæmper alle med spørgsmål om værdi, identitet og hvad det vil sige at »have nok«.
Afsluttende tanke
Klasseforskelle er ikke kun økonomiske.
De er kulturelle, følelsesmæssige og dybt personlige.
Den måde, vi taler om penge på, afspejler vores dybeste håb og usikkerheder.
Ved at være opmærksomme på de udtryk, vi bruger – og dem, vi hører – kan vi begynde at bygge bro over disse kløfter.
For nogle gange begynder forståelse ikke med tal, men med ord.