En dansk blåbærproducent har måttet opgive høsten på grund af prisstigninger og nye klimaskatter – 20 tons bær går til spilde.
I Ømosebær dyrkes der forskellige bær. Men i år har man besluttet kun at opgive blåbær.
Blåbærmarkerne står i fuldt flor, men der er stille. Maskinerne starter ikke, kurvene bliver ikke fyldt. Høsten bliver ikke rig i år, trods det store udbud af blåbær. I stedet går 20 tons bær tabt.
Fordi regnestykket ikke længere går op.
Mads Madsen, medejer af Ømosebær, en af Danmarks største blåbærproducenter, har i år været nødt til at give op og opgive blåbærhøsten, fordi det er blevet for dyrt at dyrke bærrene.
“En af de begivenheder, der blev dråben for os, var CO₂-afgiften, der blev indført på transport af vores varer,” fortalte han til P1 Morgen.
Med indførelsen af CO₂-afgiften blev det ikke længere rentabelt for Mads Madsen at levere blåbær til butikkerne. Fortjenesten fra produktionen var i forvejen lille, så efter at have betalt alle udgifter vil resultatet ifølge ham være for lille.
I ekstreme tilfælde steg afgiften på vores transport til 33 procent, så vi kom til den konklusion, at det ikke længere var rentabelt for os at fortsætte.
Hvilken CO₂-afgift opkræves på transport?
CO₂-afgiften er en afgift, der opkræves på udledning af drivhusgasser, herunder fra transport.
Formålet er at tilskynde virksomheder til at vælge mere miljøvenlige løsninger.
For virksomheder som Ømosebær betyder det, at transporten af varer, f.eks. bær fra marken til pakkeriet eller til butikkerne, er blevet dyrere.
Ifølge Ømosebær er afgiften på deres transport steget med 33 procent, og det har gjort det for dyrt at plukke og sælge bær.
20 tons blåbær skal kasseres
I år har Ømosebær haft en rekordhøst på 25.000 blåbærbuske, som skulle have givet 20 tons bær. Men ifølge Mads Madsen er det ikke forretning at plukke dem for sidste gang.
Nu mener vi, at det er på tide at trække en streg og sige: Det var det, og ikke mere.
Selvom de 25.000 buske er klar til at blive høstet, vil det ikke give Ømosebær nogen fortjeneste.
Der skal mange mennesker til, og det er en hel fidus at plukke disse bær. Så for os er det simpelthen ikke en forretning.
Judith Kyst, direktør for Madkulturen, en organisation under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, der arbejder med vidensformidling, er dybt bekymret over, at 20 tons bær nu skal smides ud.
Jeg har et stort blåbærhjerte, men også et frugt- og grøntsagshjerte, og det gør ondt hver gang. Det er en del af den krise, vi ser nu.
Jeg har flere gange kaldt det en ‘stille krise’, fordi den faktisk har varet i over 60 år – vi lægger bare ikke mærke til det.
Ømosebær er en familievirksomhed. De har brugt 15 år på at udvikle dansk produktion af blåbær og andre afgrøder.
På 60 år er Danmark gået fra næsten fuldstændig selvforsyning med frugt og grøntsager til at importere næsten alt fra udlandet.
Hvis man stiller danske og udenlandske varer ved siden af hinanden, vælger forbrugerne de udenlandske. Prisen på udenlandske varer er lavere end på danske.
Både madkulturen og kulturarven går tabt.
I den årlige rapport fra organisationen Madkulturen står der, at vi i Danmark har mistet 50 % af frugt- og grøntsagsproduktionen på 10 år. Derfor kom Ømosebærs beslutning om at fjerne buskene ikke som en overraskelse for Judith Küst.
Det er bare endnu et eksempel på, at endnu en producent har givet op.
For Judith er blåbær, danske jordbær og nye kartofler ikke bare kalorier. Det er også en oplevelse, der fortæller os om vores lands historie. Så det er ikke kun frugt- og grøntsagsudbyttet, der går tabt.
Dyrkning af frugt og grøntsager er en vigtig del af vores madkultur og kulturarv.
Men problemet løses ikke ved at afskaffe afgiften. Judith Kist mener, at forbrugerne skal følge eksemplet, at der skal skabes større efterspørgsel, og det skal ske nu.
Vi har ikke mange år tilbage, og så er der næsten ingen frugt- og grøntsagsproduktion tilbage i Danmark, og når den er væk, kommer den ikke tilbage.
Det er vigtigt at tage højde for de grundlæggende forhold og ikke bare træffe hurtige foranstaltninger.
Jeg kalder det normalt en handlingsplan for dansk frugt og grønt. Vi skal se på det som en helhed og udarbejde en samlet strategi, hvis vi virkelig vil gøre en indsats for at redde vores danske frugt og grønt.