Jeg levede en forbudt patriarkalsk drøm, og jeg må desværre indrømme, at den var næsten perfekt.
Men den dag havde skæbnen andre planer for mig, for der skete pludselig noget, jeg aldrig havde oplevet før.
»Er det ikke lidt krøllet?« spurgte min kæreste.
Jeg kiggede på mig selv.
»Ja, det er det vel,« svarede jeg.
»Skal jeg stryge det?« spurgte hun med et underligt udtryk i ansigtet.
For nogle læsere vil denne slags udveksling ikke vække særlig opmærksomhed, i hvert fald er det min fordom, men for en som mig – en 35-årig far til to fra Nørrebro med enorm respekt for kvinder – råber man automatisk »Guardian«, når ens kæreste spørger om sådan noget.
Min første tanke var selvfølgelig, at det var en slags fælde, jeg var ved at gå i med mine beskidte herrestøvler, bare for at jeg kunne grine af, hvor latterligt det ville være. Ha! Ingen kvinde stryger sin mands skjorte, før han tager på arbejde.
I mit hjem er patriarkatet noget, man kritiserer, ikke noget, man praktiserer hver dag.
Og nu vil jeg vende op og ned på alt, for det var præcis det, der skete: Min kone tog min skjorte og strøg den, mens jeg spiste morgenmad.
Stående der, som en legende af Betty Draper fra Mad Men, kiggede hun på mig.
»Det er for meget, ikke?« sagde hun.
Jeg grinede. Hvad kan jeg sige? Dybt nede føltes det rigtig godt at spille rollen som far, mor og børn igen. Derfor er jeg stadig ikke sikker på, om det var en grænseoverskridelse for nogen af os.
Lidt baggrund: For omkring seks måneder siden sagde min kæreste sit gode job op uden at have fundet et nyt, hvilket dybest set betød, at jeg var hjemmegående mand indtil for nylig, hvor hun startede i et nyt job. Det var som en mulighed for at bryde ud af rutinen og få lidt frisk luft i en dagligdag, der var blevet ekstremt monoton i de senere år.
Med to børn i dagpleje og to fuldtidsjob skal man gøre lidt mere, end man kan nå på en dag. For eksempel er det ikke oplagt, at man laver økologisk linsesauce kl. 16.30 og besvarer e-mails, mens ens barn skal tørres af, fordi det har tisset i underbukserne, Og dit andet barn lytter til Uncle Reggie’s Heavyband på 4000 decibel fra en defekt Bluetooth-højttaler, hvilket sender ham i en sådan krampagtig fysisk ekstase, at han stubber sin lille tå på noget og får en ud-af-kroppen-oplevelse fra den efterfølgende smerte, som han nu er nødt til at skrige af sine lungers fulde kraft. Dette er ikke et fiktivt eksempel; noget lignende sker hver dag i familier med små børn. Derefter gider dine børn ikke spise din linsegryde og går i seng med skarlagensfeber.
Forældre elsker deres børn, det er det mærkelige. Mange ønsker endda at tilbringe meget mere tid med dem, end de gør. Det gør vi også, så ja, det var en af grundene til, at min kæreste traf den beslutning.
Jeg tænkte på det, som om jeg havde levet i en forbudt patriarkalsk drøm i de sidste seks måneder. Hver morgen kunne jeg kysse børnene på panden og cykle alene på arbejde uden at tænke på, hvordan jeg skulle bringe dem til eller hente dem fra børnehaven. Når jeg kom hjem, legede børnene, og middagen var under forberedelse. Friskvaskede T-shirts lå i garderoben, foldet og klar til brug. Når de havde ørebetændelse og andre ting, jeg ikke vil komme ind på, var min kæreste hjemme for at passe dem.
Kort sagt var alt perfekt. Men det er selvfølgelig bare min mening, og selvfølgelig bliver man ikke så udmattet af at passe syge børn fem dage i træk. På den anden side kan det være ret smertefuldt at gå på arbejde, når noget som dette er i sigte. Faktum er, at det logistiske mareridt, som en familie med børn er, på dette stadie i vores liv er så velsmurt som en velsmurt maskine, og jeg er blevet overbevist om den nu velkendte sandhed: moderne arbejde er ikke særlig velegnet til familier med små børn.
Jeg vil ikke misforstås, og det er ikke fordi jeg synes, at alle mødre skal droppe alt, tage forklædet på og blive traditionelle hustruer. Jeg siger bare, at det ikke nødvendigvis er en dårlig idé. Uanset hvem der gør det – mor eller far.
Nu er jeg klar over, at jeg lige har skrevet, at alt var perfekt. Men det var lidt overdrevet, for dramatisk, så at sige, og der er sandsynligvis et par flere detaljer, der er en del af sandheden. Så her er sagen: Jeg kunne ikke rigtig lide det patriarkalske model, sandsynligvis fordi jeg er for blødhjertet og vild med mine børn til det. Efterhånden begyndte jeg i det mindste at lægge mærke til, at jeg savnede dem, nu hvor jeg ikke havde tid til at køre dem rundt, hente dem, tage dem til tandlægen og så videre. Ting, der normalt afvises som tidskrævende, banale opgaver i en alt for travl hverdag.
Jeg vil ikke sige dette, fordi det er dybt forankret i banalitet sammen med »carpe diem« og andre forslidte fraser, men her er, hvad jeg vil sige: Det er ligegyldigt, hvad du laver med dine børn, det vigtigste er, at du er sammen med dem. Og så, i den sjette måned, da sommerferien begyndte, følte jeg, at jeg savnede mine børn for meget til at være en rigtig patriark.