Jeg gik derfra ædru og nysgerrig. Jeg kom tilbage med 20 shots tequila.
»De drikker kun én Negroni, og så holder de op. Hvis der er én ting, italienerne ikke kan lide, er det, når en eller anden fuldskalle løber rundt og bræger indtil midnat,« sagde han.
Jeg nikkede og blev pludselig overrasket over smerten i mit ben, som jeg brækkede på festivalen, og huskede den sidste fredagsbar på Journalisthøjskolen før sommerferien, hvor jeg hang ud med halvdelen af hovedet i toilettet.
Min far må have bemærket mit fjerne blik, for han svarede hurtigt, at han bare ville komme med en kommentar. Ikke for at moralisere. Men han er ikke den eneste, der mener, at vi danskere alt for ofte får en tiendedel mere, end vi har brug for.
Lægeforeningen har erklæret krig mod den danske drikkekultur. Vi skal stoppe med at sælge alkohol på tankstationer, stoppe med at sælge det om natten og stoppe al reklame for alkohol generelt.
I stedet bør folkeskolerne indgå »alkoholforbrugsaftaler« (hvordan kan vi sikre overholdelse?), og alkoholforbrug bør forbydes i ungdomsuddannelserne – sådan er livet!
Og det ser ud til, at denne kamp bærer frugt, da alkoholforbruget blandt danskere var faldende, allerede før reglerne for salg af alkohol til 16-17-årige blev strammet i foråret.
Der er al mulig grund til at tro, at der vil være færre brande i fremtiden.
Men måske mister vi mere end bare tømmermænd ved fuldstændig at ignorere glæden og den berusende virkning af alkohol?
Hvad sker der med stemningen ved en middagsselskab, når en af gæsterne afslår et glas rødvin? Den falder brat. Ordene »Jeg drikker ikke i aften« virker som en forbandelse. Pludselig sætter alle andre også deres glas fra sig, og aftenens skæbne er beseglet. Måske var der aldrig planlagt en stor fest, men nu ved vi i det mindste, hvordan aftenen ikke bliver.
Det kan virke mærkeligt, at det at afvise alkohol ødelægger stemningen ved middagen. Men det er sandt. Den skjulte betydning af denne lille afvisning er trods alt, at lejligheden ikke er værd at få tømmermænd, søvnløshed eller ekstra kalorier for.
Farvel, kærlighedserklæringer
Det er blevet så populært at drikke sig fuld i urtete og kosttilskud og tilbringe aftenerne derhjemme, at det er forkert at indrømme, at man kan lide at drikke. Men jeg kan. Jeg elsker at drikke mig fuld. Og jeg vil gerne ud igen på fredag.
For når vi er fulde, sker der noget magisk med vores tilbageholdenhed over for hinanden. Den forsvinder. Vi åbner os. Vi fortæller fremmede sandheden. I forhold mellem venner, bekendte og elskere bliver selv de mest omhyggeligt bevarede hemmeligheder alment kendt, og det er afgørende for udviklingen af vores relationer.
Især i en datingkultur, der ellers er patetisk og overfladisk. Vi swip’er dovent gennem Tinder og når sjældent til en tredje date, før vi giver op. Alkohol er vores mest værdifulde modgift mod den stolte status quo, vi har skabt, hvor det er moderigtigt at være lidt ligeglad. Det er det eneste, vi har tilbage for at komme videre, selv bare en lille smule.
Hvis vi fjerner fuldstændige kærlighedserklæringer, ender vi med en situation, hvor ingen bekender deres følelser over for hinanden. Det ville være meget trist. Der var så meget, jeg ikke ville vide, og så meget, jeg aldrig ville sige.
Så indtil buketter og serenader gør comeback, er det simpelthen umuligt at give afkald på alkohol i romantiske forhold. Jeg er villig til at vædde på, at for de fleste mennesker går vejen til en piges hjerte gennem en eller to genstande.
Når vi drikker sammen, er det også en mulighed for at tage en pause fra idealismens kultur, hvor selv havregryn betragtes som skadeligt. Selvrosende anekdoter om motion, meditation og gode døgnrytmer træder i baggrunden. For de bidrager ikke til samtale, latter eller refleksion. I stedet kysser vi, danser og falder ned, og skaber minder, vi aldrig vil glemme. På godt og ondt.
Italienske forhold
Vi er ikke bedre, når vi lever i en lukket cirkel omkring søerne. Men der er noget, der ikke er rigtigt med den danske alkoholkultur.
Vi drikker meget mere end vores nabolande, mister flere leveår og dør oftere af alkoholisme. Og i en meget ung alder, hvor det er svært at sætte grænser, står man over for ubehagelige og alvorlige oplevelser.
Jeg går ikke ind for dødbringende druk. Og det er faktisk et velgørende forsøg at søge efter måder, hvorpå vi bedre kan beskytte hinanden mod konsekvenserne af druk.
Men vi kaster os ud i nye alkoholpolitikker uden at besvare det spørgsmål, der utvivlsomt er vigtigt: hvorfor ønsker danskerne at drikke så meget?
For at finde svaret må vi se på italienerne og forstå, hvordan de klarer sig med en enkelt negroni.
For min far havde ret. Til vores fest så vi ikke en eneste beruset ung person, der faldt og stødte ind i sine egne fødder. I stedet var det almindeligt, at par skændtes og sloges med hænder og fødder. Der var lange kys, kram og »ti amo« lige på gaden. Der var fredelige skænderier, brud og højlydte diskussioner, der resulterede i knuste glas.
Italienerne fyldte salen uden at drikke en dråbe. Min danske instinkt fortalte mig, at der var noget galt med dem. At de pralede for meget. Jeg rullede med øjnene, indtil jeg indså, at ingen dømte mig. Tværtimod så de lokale ikke ned på offentlige følelsesudtryk, og hvis de gjorde, var det med forståelse.
Ligesom vi er tolerante over for pludselige tårer eller dans, når flasken med julesnaps er tom.
Hvis beruselse skal forsvinde fra den danske kultur, må vores forbud også forsvinde. Vi skal give mere plads til ukonventionelt temperament, ærlighed og stærke følelser i hverdagen, uden at det betyder socialt selvmord. Ellers kvæles vi i vores egen undertrykkelse.
For måske er det ikke alkohol, vi virkelig mangler, men muligheden for at være lidt mere italienske, når vi er ædru.