Mange EU-lande ønsker at udskyde beslutningen om klimamålene for 2040.
Klimaminister Lars Aagaard befinder sig i en vanskelig nøglerolle, da Danmark har formandskabet for EU.
Mens store dele af Europa led under en hidtil uset og ødelæggende hedebølge i sommer, er momentummet for EU’s klimapolitik ved at aftage.
Dette kommer på et tidspunkt, hvor EU’s ledere har mange andre bekymringer. Krigen i Ukraine, inflationen og presset på en række landes statskasser kræver alle opmærksomhed.
I centrum for det hele står den danske regering, som forsøger at opretholde høje klimamål.
Klimaminister Lars Aagaard (M) betragter det derfor som et nederlag, at EU-landene udskyder en beslutning om EU’s klimamål for 2040.
På et ekstraordinært møde i Ministerrådet på torsdag i næste uge planlægger Danmark at fastsætte EU’s klimamål for det næste årti.
Da klimamålene blev en udfordring for den store politik, skyldtes det blandt andet, at høje ambitioner er dybt forankret i alle lag af samfundet.
Omdannelsen af den tyske bilindustri. Omkostningerne ved fabrikkernes investeringer i grøn teknologi. Gas- og benzinpriser. Store investeringer i elnettet. Klimakrav til landbruget.
Alle og alt vil mærke konsekvenserne af de krav, der er en naturlig følge af høje klimamål.
Som formand for EU har Danmark sat sig som mål at nå sine klimamål inden 2040 og samtidig få mulighed for at præsentere nye ambitiøse klimaplaner for FN.
I en række andre lande ville tingene være anderledes.
De vil lægge dette spørgsmål til side og rejse det på mødet mellem EU’s stats- og regeringschefer i næste måned.
Det er ikke overraskende, at lande som Polen har kæmpet imod Danmarks ambitioner. Dette land forbruger stadig meget kul og har i mange år forsøgt at blødgøre klimakravene i mange sammenhænge.
Men også Frankrig og Tyskland, som har støttet høje klimamål i de senere år, har bidraget til at forsinke denne proces.
Klimaspillerens rolle sættes spørgsmålstegn ved
Selvom det var vigtigt for Danmark at nå til enighed nu, gælder det samme for Danmarks ambitioner om at lægge pres på resten af verden for at sætte barren højt.
Hvert år samles lande fra hele verden til internationale klimaforhandlinger for at fastsætte ambitiøse overgangsmål.
For ti år siden i Paris lykkedes det lande fra hele verden at blive enige om et banebrydende mål: at begrænse den globale temperaturstigning til 1,5 grader i forhold til det niveau, der eksisterede, før menneskeheden begyndte at forbrænde kul, olie og gas i stor skala.
I dag, ti år senere, er denne grænse blevet overskredet i over et år, og det er klart for alle, at verden er nødt til at hæve ambitionsniveauet markant, hvis den ønsker at bevare sin troværdighed.
Mens USA under ledelse af præsident Donald Trump har distanceret sig fra de internationale bestræbelser på at bekæmpe klimaforandringerne, spiller lande som Kina, Indien, Brasilien og Indonesien en central rolle.
Indtil nu har EU forsøgt at lægge pres på disse lande ved at sætte høje mål for dem.
I år sættes EU’s rolle som aktør i kampen mod klimaforandringer i tvivl.
For seks måneder siden skulle lande over hele verden rapportere deres nye klimamål til FN, men EU og en række andre lande var forsinkede.
FN fastsatte derefter en ny frist i september. Dette skulle give mulighed for at udarbejde en vigtig rapport om den aktuelle situation inden klimatopmødet i Brasilien i november.
Det er nu uklart, om EU overhovedet vil overholde denne nye, forlængede frist.
Et svært valg for den danske minister
Danmark er i en vanskelig situation.
Danmark kan nu vælge mellem at forfølge et mindre ambitiøst, muligvis midlertidigt mål i FN. Eller det kan vente og håbe på et bedre resultat, men i så fald komme tomhændet til FN.
Det er faktisk overraskende, at det har vist sig så svært at fastsætte et klimamål for 2040.
I henhold til Parisaftalen skal EU i år aflægge rapport til FN om opfyldelsen af sit klimamål for 2035.
I princippet kunne dette baseres på den eksisterende klimalovgivning, hvor EU har sat et mål om at reducere sin klimapåvirkning med 55 procent inden 2030. Prognosen forudsætter en reduktion på 66 procent inden 2035.
Hvis EU vedtager et mål om at reducere emissionerne med 90 procent inden 2040, kan det hæve det klimamål, som EU rapporterer til FN, til 72 procent.
Når EU allerede diskuterer klimamål for mange år frem – for 2040 – er det fordi dette giver den bedste tidsramme for en effektiv gennemførelse af disse mål.
Udgangspunktet har altid været, at EU skal opnå en reduktion af emissionerne på 90 procent inden 2040. EU’s Klimaråd har fastsat dette som et minimum, hvis EU ønsker at nå sit mål om klimaneutralitet inden 2050. Det betyder, at EU som helhed vil stoppe med at udlede drivhusgasser til atmosfæren inden da og dermed stoppe med at bidrage til den globale opvarmning.
En hjørnesten i internationale klimaaftaler er også, at rige regioner som EU skal gå foran. Derfor skal emissionerne ifølge EU-eksperter reduceres med mindst 90 %.
I løbet af de seneste seks måneder har det været svært for EU-landene at nå til enighed. Der har været forhandlinger om at give nogle lande en vis fleksibilitet i forhold til at nå målet. Dette kunne omfatte finansiering af klimaforanstaltninger, f.eks. i afrikanske lande, i stedet for at lægge pres på deres egne industrier.
Danmark trækker let foran
Lande som Danmark ser høje klimakrav som en nødvendig forudsætning for at forberede samfundet på fremtiden.
Det handler ikke kun om at stoppe destruktive klimaforandringer, men også om at omstrukturere økonomien for at frigøre sig fra import af fossile brændstoffer og være i stand til at eksportere grøn teknologi til resten af verden.
Men for Danmark er det en let position at indtage.
Mange danske virksomheder – Vestas, Rockwool, Grundfos og lignende – har meget at vinde ved en høj klimapræstation.
I mange dele af Europa, herunder Østeuropa, er det sværere at se de direkte fordele for virksomheder og borgere.
I en tid med høje forsvarsudgifter og faldende velstand for borgerne, der har mærket inflationen gøre hverdagen dyrere, har det vist sig at være sværere at nå klimamålene.
EU har flyttet fokus til mere konkrete og håndgribelige investeringer i billigere energi og omstilling af erhvervslivet. Mere generelle klimamål er sværere at nå.
Så nu har vi en dansk klimaminister, der står over for nogle alvorlige udfordringer.
I slutningen af måneden samles politikere fra hele verden i New York (USA) til en vigtig klimauge, der falder sammen med FN’s Generalforsamling i byen. Her har FN sat sig nye klimamål.
Den danske klimaminister Lars Aagaard må selv beslutte, om han vil rejse til New York på vegne af EU med et mål, der sandsynligvis kun vil modtage lunken applaus.
Hvis EU præsenterer FN for et klimamål (og EU har forpligtet sig til at gøre det), vil presset på EU-landene for at blive enige om et mål for 2040 blive mindre. Det betyder, at der er risiko for, at målet for 2040 bliver udskudt.
Den danske minister må derfor overveje, om det er bedre at vente til EU’s stats- og regeringschefer mødes i oktober, hvor de muligvis kan blive enige om et mere ambitiøst mål.