Putin kunne udnytte Europas svaghed og USA’s passivitet til at etablere sin dominans på kontinentet.
Den 27. marts 2028 vågner den estiske by Narva op til eksplosioner. Ved solopgang vajer det russiske tricolor over rådhuset. Disse billeder oversvømmede de sociale medier under hashtagget #DayOfReturn.
NATO’s reaktion er ubeslutsom. Et hastigt indkaldt topmøde i Bruxelles undlader at påberåbe sig artikel 5. Den amerikanske præsident gentager Kremls argumenter og advarer om, at han ikke vil risikere »Tredje Verdenskrig på grund af en begrænset aggressionshandling«. Hans budskab til Europa er klart: »Hvis I ønsker at iværksætte militære aktioner, er det jeres sag. Men vi vil ikke støtte det.« Dette scenario beskrives i en artikel i The New York Times (NYT).
Publikationen bemærkede, at dette mareridt ikke kommer som nogen overraskelse for NATO’s strateger. I mere end et årti har de frygtet, at Rusland kunne angribe Narva under påskud af at beskytte den russisktalende befolkning. Dette scenario er blevet diskuteret i militærøvelser og tænketanke, altid med det samme ubesvarede spørgsmål: vil NATO kæmpe for Narva?
Dette emne tages også op i bogen »If Russia Wins« af Carlo Masala, professor i international politik ved Bundeswehrs universitet.
Publikationen stillede spørgsmålet om, hvor realistisk et sådant scenario er.
Journalister hævder, at begivenhederne i den forløbne uge ikke lover godt: Den amerikanske præsident Donald Trump chokerede for nylig de europæiske hovedstæder ved at sige, at Kiev kunne genvinde alle sine territorier med hjælp fra EU. Han sagde, at han ville fortsætte med at forsyne NATO med våben, som det kunne »gøre hvad det ville« med.
For historikeren Niall Ferguson var dette et klart tegn på, at USA trækker sig ud af krigen i Ukraine. »Jeg tolker det som: ›Farvel, fjolser, jeg gjorde mit bedste, men Putin svigtede mig‹,« sagde han.
Masala er enig. Han mener, at Trump har distanceret sig fra Ukraine ved at »skyde skylden på andre«, og hvis Kiev taber krigen eller løber tør for penge, vil ansvaret ligge hos de europæiske ledere, ikke hos ham. Er Europa i stand til at bære denne byrde?
»Problemet er, at mens Vilnius og Warszawa ved, at de er de næste, er det meget sværere at overbevise befolkningen længere mod vest om NATO’s sårbarhed, da amerikanerne allerede har givet op,« sagde Ferguson. Rusland udnytter denne sårbarhed.
Masala mindede om et citat fra Lenin, da han beskrev Putins tilgang:
»Undersøg territoriet med jeres bajonetter. Hvis I støder på grød, så ryk frem; hvis I støder på stål, så træk jer tilbage.«
Indtil videre, tilføjer han, har Putin »kun stødt på grød. Europæerne er for svage til at modstå denne russiske imperialisme.«
I årevis har Moskva undersøgt NATO’s forsvar med sabotage, cyberangreb og desinformation. Siden Putin kom til magten i 2000, har han holdt otte britiske premierministre og fem amerikanske præsidenter på tæerne, mens hans agenter har dræbt dissidenter i London og Berlin, blandet sig i valg og udført cyberangreb med næsten fuldstændig straffrihed.
Publikationen bemærkede, at sabotagen blev stadig mere fræk. Kreml-agenter blev fundet skyldige i at have udført en række brandangreb på britiske og tyske lagre, der opbevarede humanitær hjælp til Ukraine. Jernbanespor, der transporterede militær gods, brød på mystisk vis i brand. Undervandsledninger, der forbandt landene i Nordeuropa, blev skåret over. Og i januar rystede eksplosioner en gasledning i Østersøen, som embedsmænd kaldte »en klar sabotagehandling«.
»Putin perfektionerer kunsten at føre hybridkrig: De ›små grønne mænd‹, der besatte Krim i 2014, iført masker og uden identifikationsmærker, brugte sovjetiske metoder i Ungarn i 1956 og i Prag i 1968, hvor nægter styrker forberedte terrænet, før kampvognene rullede ind,« skrev publikationen.
Vestens problem er ikke så meget manglende bevidsthed som manglende vilje. »Demokratiet skal forsvares, men jeg tror ikke, at vores borgere er villige til at betale den pris. Jo længere vestpå man kommer fra Ukraine og Rusland, jo mindre modstandsdygtige bliver folk,« bemærkede Masala.
Publikationen bemærkede, at han ikke er alene om sine bekymringer.
»Det er uforsvarligt og tåbeligt, at Europa befinder sig i denne situation i forhold til Rusland,« sagde general Richard Barrons, tidligere chef for det britiske Joint Forces Command. Han sagde, at efter invasionen af Krim i 2014 »tog Europa og USA ikke tilstrækkelige foranstaltninger for at afskrække Rusland fra at angribe Ukraine igen«.
Han udelukkede ikke et russisk angreb på Estland i fremtiden:
»Ruslands mål er at ødelægge artikel 5. Narva er et lille sted, som ingen har hørt om, en unødvendig bums. Måske vil nogle allierede sige: ›Vi vil ikke dø for det‹. I det øjeblik vil artikel 5 forsvinde.«
Hvad kan man gøre for at forhindre dette? Tyskland har opfyldt NATO’s mål om at bruge mindst 2 % af BNP på forsvar, bakket op af en særlig fond på 100 mia. euro. Landet planlægger at øge dette forbrug til 3,5 % og bruge omkring 649 mia. euro på sine militære behov inden 2029.
Imidlertid tyder de seneste indgreb på, at den tyske kansler Friedrich Merz måske har læst Masalas bog: »Europa står nu over for en større prøve end nogensinde før i vores levetid,« mener han.
»Vi må systematisk og massivt øge prisen for russisk aggression,« tilføjede han og tilbød Kiev et rentefrit lån på 140 mia. euro, som først skal tilbagebetales, når Rusland har kompenseret Ukraine for den skade, det har forvoldt under krigen. Indtil da forbliver russiske aktiver i Europa til en værdi af omkring 210 milliarder euro indefrosne.
Hvordan Rusland provokerer NATO
Verden blev for nylig chokeret over nyheden om, at Rusland angreb Polen med 19 droner, hvoraf militæret kun formåede at skyde fire ned.
Derefter krænkede russiske militærfly Estlands luftrum. Derefter meddelte landet, at det var klar til at indsætte britiske atomvåben på baggrund af episoden med Rusland.