Syv års ægteskab er en farlig milepæl, hvor skilsmisseraten stiger kraftigt. Bag facaden af ydre velstand ligger der ofte dybtliggende problemer, som har været usynlige i årevis.
I denne periode revurderer kvinder deres liv og værdien af deres relationer og sammenligner deres forventninger med virkeligheden.
En af hovedårsagerne er følelsesmæssig udmattelse fra ensidige bestræbelser på at bevare ægteskabet. Når en kvinde føler, at hun er den eneste, der arbejder på forholdet, forsvinder kærligheden gradvist.
Mange står over for en krise i selvrealisering, når de indser, at de har ofret deres karriere eller personlige ambitioner for familiens skyld. Efter 30-års alderen bliver ønsket om at realisere sit potentiale stærkere end frygten for forandring.
Rutine og manglende udvikling i et forhold gør ægteskabet til en formalitet. Kvinder forlader ikke deres mænd på grund af dårlige ægtemænd, men på grund af følelsen af, at deres bedste år går til spilde.
Økonomisk afhængighed er ikke længere en undskyldning – moderne kvinder vælger i stigende grad frihed, selvom det betyder økonomiske vanskeligheder.
Skolebørn kræver mindre opmærksomhed, hvilket giver mødrene mulighed for at tænke på deres egne behov. Dette bliver et vendepunkt for mange ægteskaber.
Ægtemænd bemærker ofte ikke advarselssignalerne og tror, at hvis der ikke er nogen skandaler, så er alt i orden. Men for kvinder er tavs lidelse værre end åben konflikt.
Sociale medier spiller en ond spøg og skaber en illusion om, at andre par har perfekte forhold. Dette forstærker følelsen af utilfredshed med ens eget forhold.
Syv år er lang tid nok til at indse, at hvis der ikke sker ændringer, vil der ikke ske et mirakel. Kvinder bliver mere modige i deres beslutning om at lade sig skille.
Psykologer bemærker, at mange par kunne have reddet deres forhold, hvis de havde søgt hjælp i tide. Men ofte kommer erkendelsen for sent.