»Jeg tror virkelig ikke, at min søn går glip af noget, men for nylig blev jeg stillet et spørgsmål, der fik mig til at tænke,« skriver Louise Taarnhøy i en kommentar.
Jeg er enlig mor, der valgte at blive mor til et 3,5-årigt barn, og for nylig blev jeg stillet et spørgsmål, der fik mig til at tænke. Det blev stillet af en anden enlig mor:
På hvilke områder vil du ikke kunne give dit barn den samme opvækst som i familier med to forældre?
Godt spørgsmål. Det havde jeg ikke rigtig tænkt over.
I dag ser familieforholdene anderledes ud, og jeg har altid følt, at min søn er meget heldig at være født ind i min familie, hvor hans bedsteforældre betyder så meget for ham. Hvor mine venner er som onkler og tanter, og hvor selv naboerne bliver nære allierede, der er klar til at komme til undsætning og hjælpe med at skabe et trygt miljø.
Jeg føler virkelig ikke, at min søn går glip af noget.
Og alligevel.
Da jeg besluttede at blive enlig mor, vidste jeg, at økonomien ville være et af de største problemer. At være alene med alle forpligtelserne – fra at leje en bolig til at placere mit barn i en daginstitution, lægge budget for mad og små, men konstante udgifter til børnetøj, gummistøvler og fredagsfester – kræver en økonomisk analyse, der ikke kun tager højde for, hvordan man får enderne til at mødes, men også hvordan man lever et fuldt liv, fyldt med glæde og oplevelser.
Jeg spillede endda på den sikre side ved at sætte min lejlighed i Karlsbergby til salg, før jeg solgte min i Västerbro. Heldigvis gik alt godt, og jeg fik et rentefrit lån til en ny bolig, hvor jeg planlagde at bo sammen med min lille søn.
Jeg har altid været økonomisk ansvarlig. Jeg voksede op i en familie, hvor man ikke lånte penge. Jeg har altid haft et job, startende i en alder af 13, hvor jeg omdelte aviser, og som 14-årig arbejdede jeg i et bageri. Jeg ved, hvad der skal til for at tjene penge. Selvom det, før min søn blev født, nogle gange betød, at vi måtte spise grød eller pasta med ketchup til aftensmad.
Men er der noget, min søn kan undvære?
Ja, jeg forstår, at jeg ikke har råd til at vise ham verden. Nu rejser vi kun, når mine forældre inviterer os. Uden dem har vi kun rejst én gang – til Spanien, til en lejlighed, der ejes af familien til min enlige mor-veninde. Og det gjorde rejsen økonomisk mulig.
I min ungdom foretrak jeg at rejse. Jeg ville besøge flere nye steder hvert år, og mine ekskærester, ligesom mine nuværende, fulgte med mig i min søgen efter nye oplevelser rundt om i verden.
Men i en tid, hvor klimaforandringerne også får mig til at skamme mig over at kunne flyve, har jeg det faktisk fint med, at min søn, der er næsten 4 år, ikke rejser så ofte.
Da min søn er næsten fire år gammel, er udgifterne stadig begrænsede. Desuden modtager jeg som enlig mor en del tilskud fra kommunen og betragter mig selv som heldig. Forestil dig at bo i et land, der hjælper mennesker som mig med at få enderne til at mødes.
Jeg er især bekymret, når han vil deltage i forskellige fritidsaktiviteter. Her skal jeg finde en balance mellem tid og økonomi, og jeg ved, at det er en prioritet for mig.
På den anden side skal han forstå, at designertøj og eksklusive mærker ikke siger noget om, hvem man er, og hvor meget man er værd, så det er ligegyldigt, hvad han har om halsen. Mine forældre lærte mig dette, og selvom det nogle gange var frustrerende, at jeg ikke havde de rigtige Buffalo-støvler eller silketørklæder, forstod jeg det dybt nede, og i dag er jeg glad for den økonomiske uddannelse, mine forældre gav mig.
Små beslutninger, der gør en stor forskel
Som enlig mor er jeg nødt til at tænke kreativt. Jeg køber en masse brugt tøj til min søn (også af ideologiske årsager), vi låner mange bøger på biblioteket i stedet for at købe nye, og vi bruger gratis kommunale tilbud som legepladser, naturområder og kulturelle arrangementer for børn. Det er små beslutninger, men i det lange løb gør de en stor forskel.
Som enlig mor bærer jeg alene det økonomiske ansvar, og det kan til tider være svært. Men det giver mig også frihed. Jeg bestemmer selv, hvad der er vigtigt, og hvordan jeg bruger mine penge. Og selvom det kræver disciplin, har det også gjort mig stærkere og mere klar over mine prioriteter.
Helt fra begyndelsen besluttede jeg, at jeg ville være økonomisk stabil og ansvarlig, så min søn og jeg kunne opleve mange interessante og spændende øjeblikke sammen. Det kræver kontrol og disciplin, men det har også givet mig frihed, fordi intet overrasker mig, når det kommer til mine finanser. Og det vigtigste, jeg har lært, er, at økonomisk frihed ikke nødvendigvis handler om at have mange penge, men om at kunne bruge dem klogt.