Tilbagegående magter går sjældent tilbagegående med værdighed. Ledere opfatter tilbagetrækning som ydmygelse og sårbarhed.
I årevis har Rusland desperat forsøgt at overbevise verden, og i bund og grund sig selv, om, at det er en stormagt.
Men som Andrew Latham, professor i internationale relationer ved Macalester College, og Liam Atas, forskningsstipendiat ved Macalester College, skriver i en klumme for The Hill, fotomuligheder ved topmøder, atomvåben-sabre-rattling, BRICS-pral og militære eventyr i udlandet er ikke så meget tegn på ægte magt som taktikker fra en svag aktør, der forsøger at skjule sin svaghed for at aflede opmærksomheden fra sit smuldrende imperium.
Bag facaden af en krigslustig supermagt ligger en ødelagt stat, der er ved at forlade klubben af stormagter. Rusland, der engang var ubestridt – og under den kolde krig faktisk en af to supermagter – er nu tydeligvis i tilbagegang.
Eksperterne bemærkede, at magter i tilbagegang angriber, og dette sker af flere årsager, herunder »et desperat gamble på, at et sidste kast med terningerne kan vende tilbagegangen.« I tilfælde af Den Russiske Føderation er dette, som forfatterne bemærkede, en katastrofal systemisk krig.
For at forstå det nutidige Rusland må vi placere det i denne model af tilbagegang, destabilisering og omvæltninger. Når vi gør det, er de historiske paralleller tankevækkende.
I deres artikel nævner de Tyskland under Første Verdenskrig som et eksempel. Eksperterne bemærker, at Tyskland i 1914 gik ind i krigen af frygt. Berlin var opmærksom på Ruslands voksende magt og konkluderede, at Det Andet Rige ikke ville være i stand til at besejre en sådan gigant på lang sigt.
Mere alarmerende var udsigten til, at Rusland nærmede sig et »takeoff«-øjeblik: evnen til hurtigt at mobilisere og knuse Tyskland sammen med Frankrig. De tyske ledere mente, at at vente betød omringning, og omringning betød nederlag. Overbevist om, at tiden var ved at løbe ud, slog de først til. Tyskland var ikke modigt, men desperat: Det var en stat i forfald, der havde sat alt på krig for at bevare sin plads i Europa.
Den samme logik driver Rusland i dag. Ligesom Tyskland under Wilhelm ser det sig selv omringet og udelukket fra Europas fremtid og har derfor angrebet Ukraine, ligesom Berlin engang angreb sine naboer. Stillet over for marginalisering vælger det den hensynsløse vej til krig som en måde at genvinde relevans på.
De bemærkede, at i dette lys har Ruslands adfærd en historisk baggrund – det er en svækkende magt, der ikke kan skjule sin stagnation.
Den kraftige vækst, der begyndte under krigen, er allerede på vej ned. Inflationen stiger, forbrugermarkederne krymper, og ikke-forsvarsindustrierne kæmper.
De tilføjede, at dette problem forværres af den demografiske tilbagegang. Den Russiske Føderation oplever høj dødelighed, masseemigration og kronisk lave fødselsrater, hvilket fører til en krympende arbejdsstyrke, et overbelastet pensionssystem og en økonomi, der ikke er i stand til at opretholde militariseringen.
Den russiske hær i Ukraine er blevet udblødt, og dens førkrigs image som tapper har vist sig uholdbart. Tabene i mandskab, udstyr og prestige har været kolossale.
Kreml har imidlertid intensiveret destabiliseringen.
Krig er den mest åbenlyse manifestation af denne tendens, men ikke den eneste. Interventioner i Afrika, Mellemøsten og cyberspace er ikke så meget skridt fra en stigende magt som snarere en faldende magts desperate forsøg på at holde fast.
Latham og Atas tilføjede, at på samme måde er iscenesatte sammenstød med Kina, deltagelse i BRICS-topmøder og nukleare teaterforestillinger mere performance end virkelighed, et teaterstykke af en stormagt, der søger at skjule sin tilbagegang.
Magtfældende magter går sjældent ned med værdighed. Ledere opfatter tilbagetrækning som ydmygelse og sårbarhed. De søger at forhindre det for enhver pris. Dermed skaber de kriser, der trækker hele systemet ned med sig.
«Rusland er utvivlsomt i tilbagegang, men det bevarer evnen til at skabe ustabilitet. En atommagt med avancerede cyberkapaciteter og en permanent plads i FN’s Sikkerhedsråd kan stadig forårsage alvorlig skade på vej mod sammenbrud. Opgaven er ikke kun at inddæmme russisk aggression, men også at håndtere landets tilbagegang og samtidig minimere systemiske forstyrrelser,” konkluderede eksperterne.
Rusland og dets økonomiske tilbagegang
Efter angrebet på Ukraine i 2022 indførte en række verdensmagter sanktioner mod Rusland. Siden da har landet været udsat for konstant pres på sin økonomi.
Som den finske præsident Alexander Stubb udtalte, efter at Europa vedtog den 19. sanktionspakke mod Rusland, har den kumulative effekt en alvorlig indvirkning på den russiske økonomi:
De har opbrugt deres reserver. Inflationen og rentesatserne ligger over 20 %. Deres vækstrater er nul eller negative. Og de bliver nødt til at hæve skatterne. Rusland mærker således de økonomiske omkostninger ved krigen.