Tykkelsen af ozonlaget over Arktis nåede sidste år sit højeste niveau i 45 år.
Du husker måske en tid, hvor folk talte alvorligt om huller i ozonlaget.
Omkring samme tid talte folk om kartoffelkur, sagde »nej« til atomenergi og sang med på »We Are the World«.
Men hvordan har ozonlaget det i dag? Faktisk har det det rigtig godt.
Ifølge målinger fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) er ozonlaget over Arktis blevet tykkere og nåede sidste år sit højeste niveau siden 1980.
Vi er ikke klar til det endnu, men alt tyder på, at ozonlaget i vores breddegrader vil være fuldstændig genoprettet i 2040, i Arktis i 2050 og i Antarktis i 2060.
Årsagen til dette er den internationale aftale fra 1987, der er kendt som Montreal-protokollen. Udviklingen i ozonlaget er et klart eksempel på, hvordan internationale klimaaftaler kan ændre situationen, bemærker Helge Jønk-Sørensen, ozonforsker ved Det Nationale Center for Klimaforskning ved Danmarks Meteorologiske Institut.
»Når man tænker på, hvor lang tid en sådan proces normalt tager, er det klart, at verdens lande blev enige om at stoppe udledningen af ozonnedbrydende stoffer urimeligt hurtigt«.
Hvad er ozonlaget?
Ozonlaget er et usynligt lag højt oppe i atmosfæren, men som ikke desto mindre er afgørende for livet på Jorden.
Ozonlaget beskytter mod den kortbølgede del af solens ultraviolette (UV) stråling, som blandt andet kan forårsage hudkræft.
Det største ozonhul dannes hver vinter over Antarktis. På den nordlige halvkugle sker ozonudtyndingen langsommere, så ozonhuller over Arktis er mindre almindelige.
Ozon ødelægges ved ekstremt lave temperaturer i en højde af 12-30 kilometer – i et lag af atmosfæren kaldet stratosfæren.
Huller i ozonlaget
Lad os spole 50 år tilbage.
I 1975 opdagede forskere, at gasser, der var blevet udledt i atmosfæren siden 1930’erne, kunne ødelægge ozonlaget. Der blev især rettet opmærksomhed mod klorfluorcarboner (CFC’er), som blev brugt i køleskabe, aerosoldåser og skumplast.
Og i 1980’erne blev det muligt at måle de faktiske huller i ozonlaget.
Derfor vedtog et stort antal lande rundt om i verden i 1987 Montreal-protokollen og forpligtede sig til at begrænse produktionen og udledningen af ozonnedbrydende gasser.
Det anslås, at Montreal-protokollen sammen med flere senere tilføjelser og ændringer har reduceret emissionerne af ozonnedbrydende stoffer med 99 procent.
Vigtigt for alt liv på Jorden
Ifølge Helge Jønk-Sørensens skøn ville hullet i ozonlaget over Antarktis, hvor problemet er mest akut, være blevet større og større, hvis vi ikke havde taget så hurtige skridt i 1987.
»Samlet set er ozonlaget blevet tyndere og tyndere, hvilket har konsekvenser for livet på Jorden,« siger han.
»Vi ville have haft mere ultraviolet stråling, flere tilfælde af hudkræft, og vegetationen ville også have lidt under det.«
Det tog dog flere år, før aftalen havde en synlig effekt. Ozonlagsnedbrydende stoffer kan forblive i atmosfæren i 50-100 år, før de nedbrydes.
Den sorte linje viser tendensen fra 2000 til 2024, og de årlige gennemsnit er markeret med sorte prikker. Her kan vi se, at vi er på vej til at nå målet: i 2040 skal ozonlaget være på 1980-niveau. Den seneste måling af ozonlagets tykkelse overstiger tendensen betydeligt og er den højeste i mange år. (© DMI)
I slutningen af 1990’erne blev det klart, at indsatsen begyndte at give resultater, og i 2014 viste de første tydelige tegn på bedring sig.
Tidligere på året kunne forskerne for første gang fastslå, at ozonhullet over Antarktis var blevet mindre på grund af en reduktion i koncentrationen af HCFC’er i atmosfæren.
»Det betyder, at Montreal-protokollen og det, der er sket siden da, virkelig virker,« siger Helge Jønk-Sørensen.
På rette spor
Den rekordhøje ozonlag over Arktis skyldes primært sidste års usædvanlige vejrforhold, forklarer Helge Jønk-Sørensen. Selvom der er en generel tendens til en stigning i ozonlagets tykkelse, er der også årlige udsving.
Sidste år var stratosfæren, hvor ozonlaget befinder sig, varmere end normalt. Da ozon kun ødelægges ved meget lave temperaturer, var der stort set ingen ødelæggelse af ozon over Arktis, siger han. Samtidig strømmede ozonrig luft fra troperne ind i vores breddegrader.
“Det sker fra tid til anden. Vi så det samme mønster i 2010.
I år blev forværringen af miljøet observeret i februar og marts, så Helge Jønk-Sørensen forventer, at vi i år ender på et mere eller mindre normalt niveau.
Men det ser ud til, at tingene bevæger sig i den rigtige retning.